Specialpædagogisk konsulent

Er du vores nye specialpædagogiske konsulent?

Brænder du for den tætte dialog med forældre, skoler og tværfaglige kolleger, og trives du i en travl hverdag, der kalder på overblik og faglig pondus?

Så er det dig, vi søger. 

I stillingen bliver du tilknyttet Team Specialundervisning, som består af fire medarbejdere (den ene er dig) med forskellige faglige baggrunde og en teamleder. Til daglig samarbejder vi tæt i opgaveløsningen med fokus på børn og unges trivsel og læring. Du vil få variation i dine arbejdsopgaver og du bliver en del af et stærkt fagligt team med en uformel tone og udviklende faglige drøftelser. Der er en høj grad af selvledelse i opgaverne i dagligdagen.

Du skal kunne håndtere konkrete elevsager, forældresamarbejde, yde faglig sparring og indgå i udviklingsopgaver og tværfagligt samarbejde indenfor området. Derfor lægger vi vægt på praksiserfaring fra skoleverdenen og erfaring fra administration af specialundervisningsområdet gerne fra en forvaltning.

Dine arbejdsopgaver vil være

  • Fast medlem af den fælles visitation med dertilhørende sekretariatsfunktion.
  • Administrative opgaver såsom indgåelse og opsigelse af kontrakter, re-visitation/statusmøde, samt opfølgning af prognoseark m.v. 
  • Bidrage i udviklingen af ledelsesinfo og årlig handleplan for specialundervisning, som fremlægges til godkendelse i Byrådet.
  • Deltagelse i kvartalsvise drøftelser med skoleledelserne sammen med teamleder. 
  • At bidrage ind i arbejdet med at udvikle inkluderende læringsmiljøer for kommunens børn og unge. 
  • Løbende dialog og samarbejde med interne og eksterne specialskoler og behandlings- og specialundervisningstilbud, PPR, myndighedsområdet, tværfaglige samarbejdspartnere og forældre.
  • PPR-betjening på selvejende behandlings- og specialundervisningstilbud beliggende i Fredensborg Kommune.

Pres på specialundervisningsområdet øger behovet for at tænke nyt og udvikle indsatser tæt på almenområdet. Det fordrer dyb viden om almen, inklusions – og specialområdet ”krydret” med evnen til at tænke ud af boksen jvf ny lovgivning. Det vil derfor være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en tilsvarende funktion, men det er ikke noget krav.

Dine kompetencer kan du have opnået på forskellig vis fx som psykolog eller lærer med videreuddannelse evt. Cand. Pæd. Psyk. eller tilsvarende. Det vigtigste er, at du brænder for området.

Vi lægger vægt på

  • At du med udgangspunkt i et inkluderende mindset brænder for børn og unges trivsel og læring.
  • At du er opdateret på faglig viden og evt. kan dokumentere konkret erfaring med udviklingstiltag på området.
  • At du er en stærk kommunikator både på skrift og i dialogen med forældre og samarbejdspartnere. 
  • At du arbejder effektivt, struktureret og systematisk med både specialpædagogiske og administrative opgaver. 
  • At du kan stå i et krydsfelt mellem mange interessenter og bevare overblikket og roen, også når det er svært.
  • At du har blik for detaljens betydning i forhold til et trygt og konstruktivt samarbejde mellem borgerne og os som kommune.
  • At du har kendskab til forskellige undervisnings- og skolebehandlingstilbud til børn og unge med særlige behov.

 

Om os

Center for Skole og Dagtilbud er et aktivt og engageret center med høj faglighed og godt humør, der til tider er præget af intens aktivitet og korte deadlines. 

Vi er en enhed på ca. 15 medarbejdere, der er organiseret i fire teams; Team Skole, Team Specialundervisning, Team Dagtilbud og Team Administration. Vi sidder i storrum, arbejder ofte på tværs af vores team for at understøtte den røde tråd i barnets liv 0 – 18 år og løser vores opgaver i tæt samarbejde med kolleger i andre dele af organisationen. 

Derudover er vi en arbejdsplads med fokus på trivsel både for den enkelte og for fællesskabet. Vi har høj grad af egen styring i vores opgaver, og lægger vægt på at være en fleksibel arbejdsplads.


Kan du genkende dig selv i ovenstående beskrivelse, og har du lyst til at sætte dig selv og dine kompetencer i spil – glæder vi os til at høre fra dig.

Ansættelsesvilkår

Tiltrædelse snarest muligt dog senest d. 1. oktober 2024. Løn efter gældende overenskomst. Kørekort er nødvendigt. 

Arbejdstiden på rådhuset ligger de fleste dage fra 8-15.30, dog er der lang mandag til kl. 18. Der er også mulighed for at arbejde hjemmefra efter aftale, hvis opgaverne tillader det. Rådhuset er lukket om fredagen og alle arbejder hjemme – digital fredag.

Du kan læse mere om kommunen på www.fredensborg.dk 

 

Yderligere information

Henvendelse om stillingen kan ske til Teamleder for specialundervisning Anne N. Poulsen, 21 22 42 25 (undtagen uge 29-32).

Ansøgningsfrist er d. 11. august 2024 kl. 12.00. 
Ansættelsessamtaler afholdes d. 15. august 2024 (1. samtale) og d. 19. august 2024 (2. samtale). 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Anne N. Poulsen Pædagogisk konsulent og faglig koordinator
Stillingskategori: Undervisning, Børn og Unge
Stillingstype: Fuldtid
Fredensborg Kommune
Egevangen 3 B, 2980 Kokkedal
tlf. +45 72 56 50 00
CVR 29188335
Powered by Emply