Socialfaglige medarbejdere til helt nyt initiativ – bliv en del af det nye tilbud PLUS

Har du lyst til at gøre en forskel for borgere med meget komplekse problemstillinger? Vil du være med til at opbygge og udvikle et helt nyt tilbud i Fredensborg Kommune?
Vi søger engagerede og dygtige medarbejdere til PLUS, der tilbyder socialpædagogisk støtte hele døgnet til borgere i egen bolig.

Hvad er PLUS?
PLUS står for Pædagogisk Lokalt Understøttende Samarbejde og er et tilbud rettet mod voksne borgere, som har omfattende udfordringer i forhold til psykiske lidelser, kognitive vanskeligheder eller særlige sociale problemstillinger. Med støtte i hverdagen får borgerne mulighed for at udvikle eller vedligeholde færdigheder, skabe struktur og overblik i livet, og undgå social isolation. Støtten gives efter Servicelovens § 85 til de borgere, der ikke trives i de rammer et botilbud udgør, eller hvor der ikke kan findes et passende tilbud, som imødekommer borgernes behov. PLUS er kendetegnet ved fleksibilitet, hvorfor borgerne kan modtage støtte både dag, aften og i weekender, samt få adgang til en vagttelefon om natten. 

Hvad tilbyder vi?
Som medarbejder i PLUS bliver du en del af et nyoprettet team under Byvejen i Fredensborg Kommunes Center for Psykiatri og Handicap. Du vil få en aktiv rolle i at støtte borgerne til øget selvstændighed, både gennem praktisk hjælp og relationsarbejde, så de kan trives i egen bolig.

Vi tilbyder dig:

  • En spændende mulighed for at være med fra starten og præge udviklingen af PLUS-tilbuddet.
  • En hverdag præget af varierede opgaver og faglige udfordringer, hvor du gør en forskel for målgruppen.
  • Tæt samarbejde med engagerede kollegaer i et støttende og udviklende miljø.
  • En arbejdsplads, som er optaget af at udvikle ny viden og skabe sammenhæng og god livskvalitet i borgernes liv.
  • Tværfagligt samarbejde med superdygtige og engagerede kollegaer i hele Fredensborg Kommune.
  • Faglig sparring, supervision og kompetenceudvikling.

Hvem leder vi efter?
Vi søger socialfagligt personale, fx pædagoger, socialrådgivere eller social- og sundhedsassistenter, der har erfaring med målgruppen og er motiveret for at skabe positive forandringer i borgernes liv. Du skal være klar til at arbejde både selvstændigt og som en del af et team, og kunne tilpasse din indsats til den enkelte borgers behov.

Vi leder efter dig, som:

  • Har erfaring med at arbejde med borgere med meget komplekse udfordringer.
  • Er god til at skabe relationer til målgruppen med respekt for det enkelte menneske.
  • Kan bygge bro mellem borgeren og det omkringliggende samfund.
  • Arbejder struktureret og har flair for dokumentation af indsatsen.
  • Har en recovery-orienteret tilgang og evner at motivere borgerne til at tage aktiv del i egen udvikling.
  • Er fleksibel og løsningsorienteret, og kan håndtere udfordringer på en konstruktiv måde.
  • Kan indgå i et tværfagligt samarbejde med andre aktører omkring borgeren, som eksempelvis hjemmepleje, behandlingspsykiatri og myndighedsrådgivere.
  • Trives med at arbejde i et team, hvor dialog, fælles udvikling og vidensdeling er i fokus.

Arbejdstid og ansættelse
Du vil blive ansat til dag- og aftenarbejde og med vagter i nogle weekender. Derudover vil der være en vagttelefonordning om natten, som vil gå på skift blandt PLUS-medarbejderne.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst og efter principper om lokal løndannelse. Der vil blive indhentet straffeattest samt reference fra tidligere ansættelse i forbindelse med ansættelsen. 

Fredensborg Kommune er en røgfri arbejdsplads. 

I arbejdet skal man kunne anvende egen bil, men vi stiller også elcykler til rådighed som kan anvendes, når det giver mening.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Byvejens leder Kristine Gjørup Rasmussen på tlf. 61 16 38 86 eller krir@fredensborg.dk.

Ansøgningsfristen er mandag den 21. oktober og der afholdes ansættelsessamtaler torsdag den 24. oktober og tirsdag den 29. oktober.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Kristine Gjørup Rasmussen Leder +45 61 16 38 86
Stillingskategori: Handicap, Psykiatri, Social og Sundhed
Stillingstype: Fuldtid
Fredensborg Kommune
Egevangen 3 B, 2980 Kokkedal
tlf. +45 72 56 50 00
CVR 29188335
Powered by Emply